3. dag.

Så er vi kommet halvvejs.
De første par dage her har været rimelig nemme at komme igennem, der har ikke været noget betydelig vind, og landskabet har fladet ud, vejene har været okay, i modsætning til nogle cykelstier. Humøret holder fint. Og de enkelte omveje og andre skavanker bliver tager i højt humør.
Onsdag bliver vist også en relativ kedelig stille dag, uden eget vind og med lange lige landeveje. Det passer nu holdet fint nok og vi kommer jo så igennem henholdsvis Holland, Tyskland og Holland igen.
Jeg fik en forklaring men jeg er ike specielt god til det der geografi. Jeg ved hvor landevejen er og jeg kan følge efter de andre, mere kræves der engentlig ikke og det hele handler stadig om at hænge i.

For mit eget vedkommende er jeg stadig i fin form, det eneste der plager mig er en smule solskoldethed i ansigtet og armene. Og selvfølgelig har jeg ondt i numsen, faktisk er jeg ved at få lidt sidde sår tor jeg og jeg skal lige have fundet en god løsning på det eftersom der altså er 3-4 dage endnu.
Der er andre som er langt hårdere ramt end jeg, og der ryger cremer og salver på tvær, jeg håber bare det hjælper. Det værste jeg har set er dog et par totalt smadret hænder, vi snakker huden falder af ved at holde ved styret, og der har nu været englehud, compeete (eller hvad de nu hedder) salver og cremer, men lige lidt hjælper det. Og man begynder at kunne se det på hende, men det må også føles forfærdeligt. Der er dog ingen kære mor fra hendes side, når man har sagt A må man også sige B, så hun sidder i sadlen endnu.

Som dagens sidste indlæg har jeg så scoret mig kvajehatten og skal køre med den her onsdag. Den fangede jeg ved at undre mig over hvorfor vi kun har flintesten nordpå og om det havde noget med magnetisme at gøre, sammenholdt med at jeg har haft bare ben. Det var der nogen der åbenbart ikke havde set før. Men vejret holder og mit knæ holder så jeg prøver igen.