Landevejen Vs. Maxx'en

1. Søndag.

Som udgangspunkt er der cykeltræning hver søndag hvor vi stille og roligt udvider distancen vi kører.
Jeg er nemlig ikke den eneste på holdet som aldrig har været på en racercykel med cykelsko og i spandex.

Og nej det er ikke noget kønt syn.
Turen igår var på "små 40 kilometer" bare lige for at se hinanden af.
Min første antagelse har været at disse søndagsture måtte være nok, men jeg er nok nødt til at bide i græsset allerede nu og give de erfarne ret. Der skal mere til.

Jeg er tydeligvist det svageste led på denne tur, som gammel nørd er jeg jo heller ikke den der er mest fit for figth af nogen art.
Jeg er ikke sådan tyk og vælter rundt, men jeg har ikke lavet noget som krævede fysik i de sidste 25 år, og 75% af min tid foregår trods alt i siddende stilling. Jeg ville ikke kunne løbe en Cooper test f.eks. Har jeg faktisk aldrig kunne og sidste jeg løb en længere distance var det 800 meter på 4 minutter. Jeg var 11-12 dengang, var ved at dø bagefter (jo gymnastik læreren havde faktisk hentet sundhedsplejesken), men ligesom dengang er det her et spørgsmål om at nægte et nederlag.
Indtil videre må jeg dog indrømme at jeg er det svageste led, jeg har ikke musklerne, kondi eller luft til disse udskejlerser. Og som jeg har sagt rigtig mange gange igår og idag. Jeg har det fint med at være næst sidst, jeg har det RIGTIG skidt med at være den sidste (selvfølgelig skader det ikke at være den første).

Jeg havde MyTracks kørende undervejs, men jeg tror ikke GPS'en fik forbindelse, så kan ikke lige vise turen.
Vejret var sublimt, sol fra en skyfri himmel, let vind og klar luft. Det kunne ikke være meget bedre.
Men vi sætter jo igang og jeg bliver lidt chokket over at jeg er død allerede efter 10 kilometer. Jeg pruster og stønner, og kæmper en meget ulige kamp. Eftersom vi er et hold bliver den nye taktik at jeg skal op i midten og ligge fordi det er det letteste sted at køre, og holdet bliver nødt til at sætte tempo efter langsomste rytter, hvilket så er mig.

Og ja det hjalp da meget, undevejs begynder jeg da at få nogenlunde kontrol over mine lunger, men jeg får aldrig min energi tilbage. En energi gel bliver hældt på mig af en af de proffesionelle, og jeg bliver skuffet fremad (blev jeg faktisk ret mange gange og jeg er taknemlig). Og jeg lærer lynhurtigt at værdsætte enhver pause, f.eks. havde vi 2 punkteringer, hvilket lige giver et par minutter.
Under alle omstændigheder får jeg da nogenlunde holdt mig til flokken de næste 20-25 kilometer, eftersom jeg aldrig på får kontrol over mine ben igen må jeg nok indrømme det er udstyret der gør arbejdet.

De sidste 5 kilometer hjem, var jeg rendt på det problem at min højre sko ikke ville klikke sig fast i pedalen og det tog rimelig lang tid at få styr på det. Og på det tidspunkt var flokken kommet så langt frem (+ jeg ikke havde krafter til at indhente en skildpadde), at jeg faktisk blev fulgt hjem at 2 erfarne som sikkert har været rimelig træt af det. Men vi kommer da slæbende hjem.
Jeg skal lige hilse og sige at 5 kilometer er meget langt når man tror det er 500 meter, specielt når man 500 meter sener opdager der stadig er flere kilometer.


Det var så mit første møde med landevejen. Det sjove er jo at jeg altid har kunnet bruge en standard cykel, f.eks. at cykle de 15 kilometer til Spendrup og hjem ja ja det tager lidt tid og hvad så. at køre 20 kilometer på en cykel en dag, det er da bare transport, ikk?
Problemet opstår for mig når det hedder med gennemsnitshastighed 25 kilometer i timen.
Umiddelbart, tjooo jeg havde da 30 km/t i gennemsnit sidst jeg havde et speedometer på en cykel.
Bare ikke begge dele 30 kilometer på en time.....

De gange jeg har været på cyklen nu og har holdt øje med hastigheden ved jævnt trav (og op ad en bakken gør faktisk ikke ret meget ved hastigheden), så ligger den mellem 18 og 20.
en hurtig hovedregning siger mig vi skal ligge på 25, så 30 er nok sandsynligt målet.

Jo jo, der er nok ikke andet for end at jeg må trænes lidt. Og min holdning med træning om søndagen SKAL være nok må revideres.
Så jeg tager her et par gange i denne uge en time på en motionscykel med en god hastighed.
Spinning tjooo, og så alligevel ikke. Spinning slår mig ihjel.

Lige en hurtig beskrivelse af min erfaring med spinning inden jeg smutter for idag, og undskyld jeg ikke lige har noget fin grafik.
Spinning, vi havde 2 sessioner med det i februar. Den måde jeg stifter bekendtskab med det er:
Du sætter dig op på en cykel, stiller på modstanden i pedalerne og pisker derud af. Det er så meningen man skal justere ydelsen i forhold til sin puls så man ligger og svinger mellem 90+, 80-90 og 70-80% af ens maks puls.
Min maks puls er omkring 200, faktisk ret højt men sådan engang er min krop. Når jeg laver noget fysisk aktivt så ligger jeg på 80-90+ konsekvent uanset hvor meget jeg yder (min puls falder ned igen efter en halv times tid i ro). Effekten er at de der "hviletider" med 70-80% puls de findes ikke i min verden også bliver spinning hårdt. kombineret med min fine kondi og fysiske evner, resulterede det begge sessioner i 15 minutter  hvor jeg prøver at følge instruktionerne, så begynder det at gå galt og energien er væk. Jeg kan dog fint blive ved, jeg kan bare ikke andet end stampe rundt i pedaler og blive ved med det. Så presser man på en lille halv time mere med det, hvor man bare cykler rundt i de pedaler, så begyndte jeg at få fine blackouts og måtte til at passe på med kramperne (man kan køre lige til grænsen, men hvis man føsrt får krampen så falder man hårdt). 15-20 minutter med: er vi der snart......
Nej tak, den holder ikke og jeg får ikke rigtigt det ud af det som forventes.
Min egen metode bliver på cyklen, høje omdrejninger og bare holde den. Sætte et tempo og det skal bare holdes i 60 minutter. Jo højere tempo jo bedre.
Nu må vi se på søndag om det har gjort en forskel.

Udfordringen

Hejsa og velkommen til et af mine projekter.

Jeg er så heldig jeg har fået muligheden for at hjælpe med at støtte et godt formål, som jeg i forvejen føler meget for.

De danske hospitals klovne
Til jer der ikke aner hvad det nu er, så er det kort fortalt de få klovne som kommer forbi danske børneafdelinger hvor de gør en virkelig forskel både i form af et tiltrængt grin og et lyttende øre.
Endelig smutte forbi deres hjemmeside og se.

Som sagt så har jeg i forbindelse med min arbejdsplads fået chancen for at gøre en forskel for denne organisation ved at støtte dem både økonomisk og via et event.

Eventet går ud på at vi som en flok cykler fra Galten, eller Århus (der er enkelte detaljer som er under udarbejdelse), og hele vejen til Paris så vi er nede tidsnok til at se Tour de France blive afsluttet.

Nu er jeg ikke den store sportshaj, og holder mig generalt fra det, og Tour de France kender jeg fra min bedstefar hvor jeg for en del år siden påstod af det kunne enhver der virkelig ville da bare sætte iværk.
Som Sprotstossen han nu er gik han straks igang med at forklare mig om fejeblade og højde stigninger og andre tekniske detaljer. Og jeg lukkede munden.

Nu er jeg ikke typen der bare lukker lort ud, eller tager søforklaringer for gode varer. Så selvom jeg lukkede munden fordi jeg ikke troede på at det kunne jeg da også gøre hvis jeg virkelig ville.

Nu får jeg chancen for at lade mine handlinger tale frem for ord.
Og faktisk har vi været igang i et stykke tid.

Vi har i samlet flok taget et par spinning timer, fået en masser starter vejledning i hvordan man bruger en rigtig racercykel og hjemme i min lille lejlighed står der nu en cykel der koster mere end min computer....
Der er selvfølgelig flere ting i det rent udstyrsmæssigt i form af energi vingummi, energi drikke, energi gelé.
Så der er altså en masse udstyr involveret. Men det går.

Jeg har også selv været lidt ude med snoren og kigge på ting som kunne bruges i forbindelse med dette projekt, f.eks. cykel GPS'er til 3600,-?
Nej vel.. Jeg roder i forvejen med nogle IT dimser så jeg prøver for tiden at få en Samsung mini tablet med WiFi og GPS til at holde styr på ruterne og på den måde bruge Google til at lave kort filer, statestikker og alt det der gejl. Det spiller ikke helt endnu, men jeg er sikker på jeg har noget op og køre til vi tager afsted.

Jeg vil lukke denne indledning af og starte på at skrive om mit første møde med landevejen.
Følg bloggen, jeg vil poste opdateringer cirka en gang om ugen sikkert søndag eller mandag, alt efter mit energi niveau. Jeg kommer nemlig ikke helt sovende til Paris.