Så blev det søndag igen, selv om vejrguderne ikke lige helt var med os, var vi da mødt op i flok alligevel.
Hele ugen havde jeg frygtet at der ville være is og sne på vejene, specielt på bakkerne. Og da vi ankom, fik vi da også besked at der var is i bunden af "bakken".
"Bakken" er vist et sted flere frygter da den vist flå lungerne ud af folk, og efterlader dem grædende i vejkant klynkende om en pause, velvidende at der ingen nåde er og vejen hjem er ensrettet.
Den planlagte rute var denne:
Oprindelig rute
Og jeg havde lidt glædet mig til at prøve den da den jo er noget længere end det vi har kørt tidligere, og vi ved jo godt at på et tidpunkt skal vi op og køre 150-200 km, hvilket er noget mere end de der 40-50 vi kører nu. Men det kommer jo.
Som I kan se har jeg fundet det rette medie til at formidle ruter, tider og ture (og træningen jeg laver i hverdagene).
Jeg ved dog ikke om det kræver en konto for at følge med, men I er velkomne til at komme på min venneliste da jeg alligevel lukker kontoen efter Paris.
Vi endte med denne her tur:
Søndags turen
Jeg må sige at min træning allerede begynder at give pote.
Som jeg skrev tidligere lagde jeg ud med at være det svageste led. Dette er ikke længere tilfældet. Okay, jeg har ingen skavanker. Men kombinationen af at folk ved jeg ryger, ikke tror jeg træner udover søndagen, og min evne til at lyde som et damplokomativ gør at jeg bliver undervurderet. Endnu.
I denne omgang blev jeg hen mod slutningen beordret op i fronten og sætte tempoet sammen med et par andre. Ikke noget jeg vil klage over da det er lettest at køre lige bagved ham der kører forrest. Specielt fordi jeg ikke kender vejen eller området.
At jeg så lå deroppe og slappede af, mens jeg ventede på de andre meget af tiden, siger mig at jeg skal sgu nok klare det hele vejen.
Faktisk nok til jeg begynder at tænke over hvor fejebladet er henne. Der er jo en nedre grænse man er nødt til at komme over ellers kan man jo ikke køre turen uanset hvad, men hvornår kommer kniven egentlig ind i billedet der.
Nu skal jeg ikke sidde og blive hellig, bare fordi jeg ikke ligger bagerst og skal skubbes hele vejen, betyder det ikke at målet er nået. Der er langt endnu. Min træning består at en times spinning 3 gange om ugen, hvor jeg bare presser på for at få nogle kilometer. Det skulle hjælpe på min generelt dårlige kondi, og efter som jeg presser distancen hele tiden skulle det også give nogle lange muskelfibre som gør at der er en hvis styrke i mine ben, men jeg frygter hvad der sker efter den time. Lige nu arbejder ejg på at komme derhen hvor en time er barnemad. I fredags begyndte jeg at trække de første 20 minutter før jeg skal til at arbejde for det.
Og derfra er resten af turen altså sur numse, for hvis jeg slapper af har jeg opgivet. Og det er så hulens let. Indtil videre nægter jeg og jeg håber den kan holdes. Dog var jeg ikke afsted onsdag, der kom for meget i vejen og det var lettere bare at lave være. Det er dem der er farlige. En enkelt gang gør ikke så meget. Men en gang om ugen er alligevel minus en 1/3 og det er meget.
Jeg mener der er åbnet op for kommentar feltet, og I er velkomne til at komme med input, og spørgsmål.
Hvis jeg kan brygge nok suppe på det, laver jeg ekstra indlæg til disse ting.
